Udgivet af Anonym, ons d. 29. jan 2014, kl. 13:56

Som dit dåbsord har jeg valgt de ord, vi netop har hørt:
"Frygt ikke! For se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!"
Du er i dag som et voksent menneske kommet til den kristne dåb, fordi du i dit liv har mærket, at det kærtegn fra Gud har du brug for.
For det er jo netop dét, dåben er, hvadenten man bliver båret til den som lille eller selv kommer til den som stor: Et kærtegn – et tegn på Guds kærlighed.
Det er jo ikke sådan, at du ikke altid har været i Guds kærlighed. For Guds børn er vi, simpelthen fordi vi er skabt i hans billede og ud af Hans kærlighed. Og selvfølgelig kender Gud alle sine børn, dåb eller ej.
Men alligevel har Jesus sagt til os, at vi skal døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Det har han ikke for Guds skyld, men for vores.
For sommetider – når livet falder os sværest , når jorden gynger under os – så har vi brug for noget helt konkret at holde os fast i. Og sådan en livsknage er dåben.
For i dåben har Gud selv fortalt os, at vi hører ham til. I dåben har han lyst sin velsignelse både over vores gang ud i livet og vores gang ind til Ham.
Det betyder, at vi i liv, død og opstandelse hører sammen med ham. At han følger os på livsvejen, at han går vejen med os, hele vejen.
For løftet fra Gud om at følges med os gennem dagene gælder ALLE vore dage. Også den dag, vi frygter – den dag, vi ikke selv kan bære. Også de dage går Gud med os, og de dage, der er for tunge og angstfyldte til, at vi selv kan bære dem – de dage er vi blevet lovet, at Gud selv vil bære os igennem.
I dåbens kærtegn fortæller Gud os alt dette. Fortæller os, at båndet mellem Ham og os er knyttet af hans kærlighed og derfor ubrydeligt. At vi – Gud og os – hører sammen, her og nu og i al evighed.
Derfor: "Frygt ikke, for se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!"

Kategorier Ukategoriseret