Udgivet af Anonym, ons d. 29. jan 2014, kl. 13:58

Skibsted 9 og Solbjerg 10.30:
736-450-674//158-367

Vi er i grænseegnene, på kanten mellem jødernes land og hedningeland. Det er dér, på grænsen, det møde finder sted, vi i dag hører om – et møde, der i sandhed flytter grænser.
For det er et møde, hvor Jesus flytter sig. Til at begynde med, der er han mildt sagt afvisende. Siger, at han ikke er sendt til andre end de fortabte får af Israels hus. M.a.o.: Indtil dette møde er Jesus overbevist om, at hans opgave er begrænset til det folk, han er født ind i. Men mødet med kvinden og hendes insisterende råb om hjælp lærer ham noget andet, får ham til at flytte sig, til at se på sin opgave i et nyt lys: Guds kærlighed bryder alle menneskeskabte skel ned..
For kvinden lader sig ikke vise bort – og det ender med, at Jesu afvisning ændres til handling, til frelse for det lille menneske, hun går så inderligt i forbøn for.
Kvinden er i nød, hun råber ud af sin nød, hun holder ikke op, bare fordi hun ikke straks får svar. Hun lader sig afvise, hun lader sig kalde hund – det nogenlunde mest nedsættende, man kunne blive kaldt. For vi er før de søde skødehundes tid, man kendte kun køtere, der rodede rundt i møddingerne. Som Nuser siger det med beklagelse: Bibelen har ikke noget pænt at sige om hunde...
Men hun lader sig ligne ved en skabet køter – og dermed fanger hun, som Luther siger det, Jesus i sine egne ord.
Og Jesus siger dét til hende, som han aldrig f.eks. siger til apostlene. Faktisk kun til en enkelt anden siger Jesus det – og også dér til en fremmed: "Din tro er stor!" siger Jesus. Og med de ord bliver der slået streg over alle forskelle mellem os. De forskelle, der ellers på den tid var helt uoverstigelige: en jødisk mand og en kanaanæisk kvinde – der er uoverstigelig afgrund mellem de to. INTET har de fælles i det samfund på den tid.
Men den uoverstigelige afgrund bliver krydset: Det sker, fordi kvinden insisterer på, at det, hun har på hjerte er alt for vigtigt til, at hun kan lade sig bremse af regler om, hvem der omgås hvem.
Hun giver ikke op. For hun har alt for meget på spil. Hun kæmper for sin unge – og gør man det desperat nok, så er der ingen grænser, der kan holde os tilbage: Hendes barn er sygt og der er ingenting hun kan gøre.
Den afmagt, den smerte lader sig ikke tale til ro. Der skal såmænd nok have været behjertede mennesker, der har forsøgt på det: Du må se det i øjnene. Jo før du accepterer, at dit barn skal dø, jo bedre kommer du i gang med dit sorgarbejde. Du må også tænke lidt på dig selv. Eller hvilke andre glatheder, vi nu kan finde på at byde en mor i den yderste sorg. Som om sorg lader sig affærdige på den måde.
Det gør sorgen over en elsket ikke. Sorgen over en elsket, der er i mørkets vold – den sorg skriger. Den lader sig ikke tale til ro. Den får et menneske til at gøre ting, man ellers aldrig ville drømme om. Til at gribe et hvilket som helst halmstrå.
Sådan er kvindens desperation. Upassende. Påtrængende. Hun helmer ikke, hun lader sig kalde hund – hun bliver ved: Gud, du er mit eneste håb! Forbarm dig over mig!
På den måde minder hun om en anden, der også er i grænselandet. Den sære og bevægende skildring om Jakob, der er på vej tilbage til den bror, han har svindlet og bedraget. Og på sin vej tilbage møder Jakob om natten en fremmed og kæmper med ham hele natten – og råber: Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig! Jakob har fået sin velsignelse, da han halt humper fra det sted, hvor han natten igennem kæmpede med Gud. For Jakob lærer i kampen, at han er til for Gud og at det: at være til for Gud – at det er det eneste, der kan bære, når alt andet brister.
Sådan også med kvinden. Hun lader sig ikke afvise. Hun hager sig med neglene fast i det eneste håb, hun har tilbage: "Din tro er stor!" – lyder det. Jesus kunne lige så godt have sagt: Din hjælpeløshed er stor.
For troen er ikke sådan en evne – et særligt talent, man enten er født med eller også har man den ikke. Der skal to ting til, for at der kan være tro: et menneske, der ikke kan hjælpe sig selv, og en, der kan hjælpe. En, der ikke kan, og en, der kan. Det er, hvad der skal til, hverken mere eller mindre.
Kvindens tro var jo ikke, fordi hun så, hvad troen eller Gud kunne være godt for. Nej, hendes tro bestod i at hun råbte ud af al sin nød: Forbarm dig over mig! – og at hun slet ikke kunne holde op med at råbe, heller ikke selvom der tilsyneladende ikke kom noget ud af det.
På den måde ER hun faktisk som en hund. Hunden spørger ikke, hvad dens herre er til for eller skal gøre godt for. Hunden sidder bare der under bordet og tager smulerne, uanset hvordan dens herre behandler den. Hundens trofasthed er ikke sådan en særlig evne – noget helt særligt, den kan. Hundens trofasthed bunder i noget, den ikke kan. Hunden kan ikke være uden sin herre.
Som oksen kender sin ejer og æslet sin herres krybbe, sådan kender hjælpeløsheden hjælpen. Når der ikke er noget valg – da først kan vi vælge. Sådan kender den fortabte frelseren. Nærmere præsentation er overflødig: Sådan kender mennesket sin Gud.
Noget en påstand! tænker du måske nu. Men tænk efter i dit eget liv – måske kender du det alligevel igen. Måske ikke. Og har du aldrig været helt derude i nødens grænseland, hvor det eneste, du kunne gøre, var at række hjælpeløse hænder frem og håbe på, at de blev taget – ja, så må du prise dig lykkelig for det.
Men måske har du været der – der, hvor der kun er hjælp fra en stærkere at håbe på. Og så ved du måske, hvad jeg taler om. Hvad det handler om i dag: at når nøden er størst, ER hjælpen nærmest. Sådan som kvinden i dag bliver hjulpet. Får sit liv – sit barn – sin fremtid igen.
Sådan må vi også tro og håbe, at det er for os. Rækker vi hænderne frem i nød, vil også vi blive hjulpet. Vil også vi få rakt muligheden igen for at være til.
Fordi vi også i vor største nød har lov at tro på, at vi er i gode hænder. Det er der et meget smukt digt om. Det hedder Efterår:

Bladene falder, hvirvles langt omkring,
Som visnede i Himlens fjerne haver;
De falder, vægrende, med store sving.

Om natten falder jorden, tung og stum,
Fra stjernerne til ensomhedens rum.

Vi falder alle. Denne hånd vil falde.
Se på de andre, se: det er i alle.

Dog er der Een, og altings falden ender
Uendeligt forsigtigt i Hans hænder.

Amen

Kategorier Ukategoriseret