Udgivet af Anonym, ons d. 29. jan 2014, kl. 15:47

De strømmede til i alle aldre palmesøndag i Bælum kirke. Det er en tradition, at
til denne dag har årets juniorkonfirmander i 3. klasse udsmykket kirken til påske,
sammen med lærer Elsebeth Stoffersen og sognepræst Inger Margrethe Andersen.
Udgangspunktet er altid den store påskefortælling fra palmesøndags indtog, over
nadver, tilfangetagelse, korsfæstelse og opstandelse. 160 kom til den palmesmykkede
kirke, både for at se årets udsmykning og for at høre 2. klasse, der i mange uger
har øvet sig, sammen med deres musiklærer Marianne Pedersen og kirkens organist
Inge-Lise Bjørnvig. I gudstjenestens indledning opførte de et lille processionsspil
og siden, da vi skulle ud, sang de, så englene må have frydet sig.

Deres optræden dannede ramme om gudstjenesten. Sognepræst Inger Margrethe Andersen
fortalte om de dramatiske påskedage i Jerusalem år 33, ud fra den store billedfrise,
der nu kan ses på kirkens mure. Det første, der møder øjet, er det store
palmesøndagsindtog, så følger fodvask og nadver og vågenatten i Getsemane have.
Kirkens altertavle, der skildrer korsfæstelsen, danner udsmykningens centrum.
Dernæst følger mørket, der flænges af Guds lyn i Jesu dødsøjeblik, den tomme grav og
opstandelsessolen i et væld af påskeliljer. Det sidste, man ser, før man går ud, er
Kristi himmelfart og de ord, vi som menighed er sendt ud i verden med og som lyder,
hver gang vi bærer et barn til dåb: "Mig er givet al magt i Himmelen og på
jorden..." Udsmykningen kan ses i påske og et par uger efter.

I gudstjenesten deltog også de seks 5-årige, der kan fejre deres dåbsjubilæum i år
og derfor var kommet for at modtage deres egen store billedbibel.

Efter gudstjenesten myldrede alle med palmegrene i hånden over i sognegården, hvor
pizzaerne stod klar. Festligere indledning til påskeugen kan ikke tænkes!

Kategorier Ukategoriseret