Udgivet af Anonym, ons d. 29. jan 2014, kl. 15:48

i Bælum 20.5. og Solbjerg 22.5.2011:
754-192-260-331-Må din vej gå dig i møde

Jeg er ikke alene om at være prædikant i dag – jeg har haft hjælp af et hold unge og dygtige teologer...

Siden september sidste år har vi knoklet i sognegården og kirken med at prøve at få hold på, hvad det egentlig vil sige at være kristen, hvad det betyder, at vi er døbt, hvad det er, at Gud vil os. Vi har været rundt i Bibel og salmebog, og bl.a. har vi arbejdet med Salme 23, som jeg har bedt jer give en udlægning af til i dag.

Salme 23 – hyrdesalmen – har nemlig altid været en vigtig salme for os kristne. På de ældste kristne grave i Rom kan vi se netop hyrden afbildet. Men det billede på Gud har vi som kristne arvet.

Salmernes Bog i Biblen er nemlig den salmebog, det jødiske folk kendte og brugte, og der er ingen tvivl om, at Jesus selv har kendt og holdt af og hentet styrke i hyrdesalmen om Guds godhed og omsorg. Ja, måske har han ligefrem lært den udenad, da han stod bar mitzwah hjemme i synagogen i Nazareth.

I blev bedt om at nyskrive salme 23:
"Herren vogter over mig, jeg kommer ikke i nød, han lader mig nyde livet, han fører mig til tryghed og ro. Han giver styrken til at fortsætte, Gud viser de rigtige veje, for at folk ikke tror noget andet.
Jeg frygter ingen nød, fordi jeg ved, at Gud er med mig. Jeg er altid oprejst, når Gud er med mig.

Gud hjælper dig med at komme fremad og se fjenden i øjnene. Han hjælper dig med at gøre det, du har svært ved. Han giver en mere end man har brug for. Gud giver godhed, og tror på os så længe vi lever. Gud vil altid holde af os, lige meget hvad, resten af vore dage".

Da Jesus kom til os og delte livet med os, var det for at fortælle os, at netop sådan er Gud. Så når Jesus i dag, i evangeliet siger, at vi skal gå ud i verden, skal gå ud til hinanden, og fortælle hinanden om det, han har lært os – ja, så er det den kærlighed og omsorg fra Gud, vi skal give videre til dem, vi møder, på vores vej gennem livet.

Da I blev døbt, lød det evangelium, vi netop har hørt læst. Vi kalder det for det meste for dåbsbefalingen eller også sommetider missionsbefalingen. Mission betyder netop udsendelse, og i dag får vi at vide, hvad det er for en opgave vi som Guds børn og Jesu disciple er sendt ud i verden med.

Det er Jesu sidste jordiske vilje, hans testamente til os, om I vil: Efter opstandelsen, før sin himmelfart, mødes han med disciplene og giver dem og os den opgave at gå med evangeliet om Jesus Kristus som Guds søn og verdens frelser – gå med det til verdens ende.

Det er ikke hvem som helst, der sådan giver os livslektier for. Det siger Jesus jo også selv, som det allerførste: "Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden" – det er altså med den almægtige Guds autoritet, han taler til os og fortæller os, hvad det er, der indtil verdens ende skal binde os sammen med ham.

Men lad os nu høre jeres udlægning af det stykke, vi kender så godt:

"Mig er givet al magten i himlen og på jorden, gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn." Det lød sådan til disciplene dengang, og sådan lyder det stadigvæk til os, den dag i dag. Det er derfor vores pligt som kristne at videregive vores tro og viden til vores næste.

Det gjorde disciplene ved at gå ud og fortælle om kristendommen til alle. I dag gør vi det ved at døbe vores børn med den kristne menigheds dåb.

"Og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer": det gør vi ved at oplære vores børn i den kristne tro og lære dem Fader vor og bede dagligt med dem. "

Så langt jeres udlægning foreløbig. Der er mere, men det vender jeg tilbage til. Lige nu vil jeg gerne knytte til ved en erfaring, de fleste af os her i rummet har, og som vi netop i dag tænker tilbage på med en stor varme indeni. (Og nu må I konfirmander bære over med, at også præsten henfalder til dengang, I var søde og små – men det bliver nok ikke sidste gang i dag):

For sådan ca. 12-14 år siden gik nogle af os med et lille elsket barn til døbefonten – om sådan ca 10-15 år vil mange af jer konfirmander selv gå turen .

Og os, der har prøvet det, ved det – og I kan såmænd se det på vores ansigter: den højtid glemmer vi aldrig. Vi kom med vores lille menneske, sådan som der står i dåbssalmen:

"Fyldt af glæde over livets under,
med et nyfødt barn i vore hænder,
kommer vi til dig, som gav os livet.

Fyldt af bæven foran ukendt fremtid
Lægger vi vort barn i dine hænder.
Det, som sker i dåben, gør os trygge.

Fyldt af undren er vi i din nærhed.
Du, som bærer verdensrummets dybder,
Venter på de små og tager imod os."

Sådan var det – sådan er det: Her kommer jeg med mit lille menneske, og fra det øjeblik, jeg først fik det lagt i armene, har jeg vidst helt ind i hjerteroden, at større end dette bliver livet aldrig. Ydmyghed og taknemmelighed sitrer i os.

Ydmyghed, fordi vi pludselig forstår, hvilket vældigt og livsændrende ansvar, vi fra nu af og til vi ikke er mere, står med: Et helt nyt og fint lille menneske er det nu vores opgave at forme, at danne, at gøre tryg og glad og skikket til livet.

Taknemmelighed, fordi vi fik lov til at få den opgave. Fordi vi på den måde fik kærligheden at føle. Undren over den nåde, dette barn er i vores liv. (En nåde, vi måske har godt af, når bølgerne går højt , og nu hvor vi ikke længere kan bære jer i armene, at blive husket på – for stadig er I jo de største gaver i vores liv).

Undren, taknemmelighed: Sådan havde vi det dengang. Sådan har vi det nemlig, når vi bærer vore børn til dåb. Og vi kommer med dem, både fordi vi netop ved, at dette – det er for stort, for voldsomt og for skrøbeligt, til at vi kan stå alene med det. Det er derfor, vi kommer: For at bede om hjælp, for at bede om, at den største vil hjælpe os med ansvaret for dette lille nye liv. For at bede om velsignelse for dette lille menneskes liv.

Og det er præcis derfor, at Jesus har befalet os dåben. Den er for vores skyld. For Gud kan såmænd da nok kende sine børn uden – han har jo skabt os, hver og en. Men Gud ved, hvad vi har brug for. Gud ved, at vi har brug for noget at holde os til, noget, der holder os fast. Og det, der kan fastholde os i livets storm og stille, det er dåben.

For i dåben har den almægtige Gud selv fortalt os, at vi hører ubrydeligt sammen med ham. At vi aldrig et øjeblik kan blive alene. Menneskeforladte kan vi blive – men Gudsforladte – aldrig i evighed! For Guds løfte lyder: "Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Som dåbssalmen fortsætter:

"Ved dit værk, ved kærlighedens vilje,
Er vi født på ny til liv i Kristus,
Til et åbent liv i tro og tillid.
Og ved tidens grænse lever fortsat
Dine løfteord ved døbefonten,
Dåbens lys er tændt, når livet slukkes."

I dåben får vi at vide, at vi er elskede af den almægtige Gud selv. At han vil stå ved os, at vi hører sammen med ham, i liv og død – ja, ikke nok med det. For dåbens løfte rækker helt ind i evigheden:

"Større rigdom, end hvad ord kan rumme,
Har du givet os ved dåbens gave.
Herre skænk os troen fuld af glæde!

Dåben er det tegn, Gud har givet os at gå ud i livet på. Som I slutter jeres udlægning: "Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!" : Sådan lød det til os ved dåben, sådan bliver det bekræftet ved konfirmationen og det varer ved til vores død!" – hvortil præsten blot har at sige:

Amen

Kategorier Ukategoriseret