Udgivet af Anonym, ons d. 29. jan 2014, kl. 15:50

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Joh 8,42-51

Der findes en anekdote om, at en dansk præst skulle døbe gode venners barn i Skåne, og han indledte da, som han plejede: "Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?" , hvorefter Gudmoderen skrækslagent udbrød: "Næj, næj, næj, det bruker vi inte i Skåne..."

Men vi bruger det altså i Danmark, sådan som vi netop har hørt det ved døbefonten. For som en af de meget få kirker i verden har vi i Danmark stædigt holdt fast ved denne forsagelse, der kan spores helt tilbage til de første kristne menigheder.

Hvorfor har vi så det? Ja, det skete heller ikke uden sværdslag, for der var også her i Danmark mange pæne mennesker, der da det var oppe at vende for omkring 150 år siden syntes, at det ligesom var nydeligere og mere stuerent, hvis nu vi lod være med sådan at referere til Mørkets fyrste – og så til noget så dejligt som en barnedåb...

Men alligevel blev forsagelsen fastholdt – og det synes jeg faktisk er rigtig, rigtig godt! For ondskaben forsvinder jo ikke, bare fordi vi prøver at skubbe den ind under gulvtæppet – gør den til noget, pæne mennesker ikke taler om.

Med forsagelsen snakker vi ikke udenom. Vi fastholder, at der er djævelskab til. At der findes ondskab, lysskyhed, løgn og modbydelighed i verden. Og vi fastholder, at den ondskab – den har vi brug for hjælp til holde os fra livet.

For i kristendommen tror vi, at det ondeste, der kan ske for et menneske og det menneskes omgivelser, det er, hvis mørket og ondskaben og løgnen tager magten over det menneskes sind eller tanke. Det er jo også derfor, at vi lige fra menighedens ældste tid har sat korsets tegn for pande og bryst. Med dåbskorsene sætter vi Kristi kærlighed foran vore tanker og vore følelser som skjold og værn mod, at ondskaben og mørket skal tage magten over sind og hjerte.

Og som vi i dåben til indledning fastholder, at ondskaben findes, at den skal bekæmpes og at vi har brug for Guds hjælp til den kamp, sådan taler Jesus heller ikke uden om i dag: "I har Djævelen til far" lyder det til dem, han er oppe at slås med. Råt for usødet får de hele udtrækket: Djævleunger, d.v.s. børn af en morder og løgner.

Det er stærk kost og det får da også modparten til at give igen med samme mønt: "Sig mig lige en gang: Har vi ikke ret i, at du taler, som du gør, fordi du er besat af en dæmon og er du for resten ikke også samaritaner?"

Vi kan kun dårligt i dag høre den fornærmelse, der ligger i det sidste. Men at kalde en jøde for samaritaner – det er grovere end de første 100 profettegninger, tror jeg.

Men hvad er det vel, der i den grad hidser sindet op, både hos Jesus og dem, han skændes med? Ja, det er, at de, tilhørerne, de vil selv bestemme, hvad der er sandt og rigtigt.

Og så kommer de jo pludselig til at ligne os til forveksling: De er godt nok, står der, kommet til tro på ham – men det er en tro med begrænsninger, om jeg så må sige. For de tror kun på ham, så længe han ikke siger noget ubehageligt til dem.

Hvad er så det ubehagelige, han siger? Det er såmænd: Hvis I hører efter, hvad jeg siger, så lærer I sandheden at kende og sandheden vil gøre jer fri.

"Vi er Abrahams sønner og har aldrig trællet for nogen – hvordan kan du så sige, at vi ikke er fri, at vi er trælle?"

Og det ubehagelig svar lyder: "Så længe I synder, så er I syndens trælle".

Syndere – det er der aldrig nogen, der har brudt sig om at blive kaldt. Hverken dengang eller nu.

Nej, heller ikke nu. Det er med synden, som med al anden djævelskab: Hvis vi nu lader være med at tale om den, hvis vi nu lader være med at tage den alvorligt, så forsvinder den nok...

Men det er jo at stikke hovedet i busken – det er strudsepolitik. Og inderst inde ved vi også godt, at det er en løgn – vi vil bare ikke høre det.

Lad os nu blot begynde et andet sted end hos os selv. Det er altid det nemmeste. Og lad os begynde med at trække de store linjer: At der er ondskab ude i den store verden – det kan vi vist godt blive enige om.

At der er dumme svin, der gør livet til et helvede for andre – det har vi også hørt om. Ja, måske kender vi endda et par stykker selv.

Så langt, så godt. Men også dertil og ikke længere. For så snart vi begynder at tale om os selv, så må enhver tale om ondskab og overgreb forstumme, synes vi.

OK – måske har jeg ind imellem fornærmet andre, men det var de nu selv ude om. Nåja, og måske er der også nogen, der går omkring og føler sig sårede, men det er nu kun fordi de er så frygteligt nærtagende. Nåja, og så var der måske dengang og dengang. Indrømmet – der opførte jeg mig ikke for smart. Men det var der nu en hel masse rigtigt gode grunde til. Ja, egentlig, nu jeg tænker efter, så var det nærmest kun rimeligt. OK, jeg skulle måske ikke have råbt så højt – på den anden side, så trængte jeg også til at få det ud...

Sådan har vi alle mulige undskyldninger på rede hånd, når det kommer til det med at stå til ansvar – sådan som altså de folk, Jesus slås med: De ville heller ikke høre den sandhed, han havde til dem.

Og det er den samme sandhed, der lyder også til os: Virkeligheden, sådan som vi tegner den, det er meget tit et forskønnet billede. Det er en fremstilling, hvor vi er de gode, der nærmest ikke kan gøre for det. Hvor det onde nærmest ikke findes – eller rettere: det findes kun som noget vi er ofre for, ikke som noget, vi er med til at give plads.

Sådan lyder den ubesmykkede sandhed om vores liv, som den i dag bliver os fortalt af Jesus: Når vi selv vil skære virkeligheden til, så bliver det til en løgn, fordi vi meget bekvemt udelader alt det, der fremstiller os selv i et dårligt lys, men har desto mere travlt med alt det, der får andre til at fremstå dårligt – tænk blot på hvor hurtigt vores forargelse kan tændes, hvis vi ser en avisoverskrift. Det behøver ikke at være spor sandt, for der er ikke noget, der risler så dejligt som en god forargelse.

Så, jo på en måde er jo også nok vi trælle under synden, for nu at tale Bibel-sprog. Sådan ser den ubesmykkede sandhed altså ud, sådan i det grelle og afslørende lys.

Men det er jo frygteligt! Ja, det er det, hvis det var alt, hvad der var at sige om sandheden – men det er det heldigvis ikke. Ligesom forsagelsen i vores dåbsbekendelse jo blot er indledningen, det nødvendige remtræk til den virkelighed, vi lever i.

Men forsagelsen er jo heldigvis ikke det hele. Den sætter ondskaben, løgnen og overgrebene på plads som noget, der hører mørket til, men som ikke længere skal have os i sin magt. Noget, som grundlæggende er lagt bag os. Ikke at vi på en studs bliver små englebørn, for det hører nu virkeligheden til, at det gode, vi vil, det gør vi ikke, og det onde, vi ikke vil, det gør vi.

Men forsagelsen er ouverturen til det egentlige – til den sandhed, at vi er til for Gud. At vi er skabt og at Himmelens og jordens skaber hænger ved os med en kærlighed, som den en far har til sine børn.

Og fortsætter bekendelsen: sandheden om os, når Gud fortæller den, det er at sådan som vi er, er Gud solidarisk med os – solidarisk til døden. For det er med Gud, når han elsker, som det er, når vi elsker: Som os vil også han gøre alt for at dele vilkår med den elskede. Derfor kommer han til os i skikkelse af sin søn. Og, fortæller bekendelsen os: der er ikke noget, vi skal igennem her på jord, som Gud ikke selv har prøvet på sin egen krop.

For som Jesus af Nazareth går han hele livsvejen med os, går igennem angst, pine og død, han oplever sine nærmeste svigte og i et frygteligt øjeblik føler han sig forladt ikke blot af enhver, han på jord var knyttet til, men også af Gud den almægtige selv. Han kender altså vores liv på sin egen krop.

Men Guds sandhed om os rækker videre: For bagom død og grav har han lovet os, at vi skal dele vilkår med ham i opstandelsen. Hjemme hos Gud skal der være plads for os, lige præcis som dem, vi er.

Sandheden om os, som vi selv må se den i øjnene, som vi hårdt trængt må indrømme, at den er – den er ærligt talt noget nedslående.

Men sandheden om os, sådan som Jesus har fortalt os den – den er faktisk smuk. For det er en sandhed, der ikke er bange for og ikke benægter fakta, men som til trods for de barske realiteter, er gennemsyret af den solidariske kærlighed til os.

Sandheden om os, sådan som det lyder fra Jesus, det er, at vi er elsket af ham, at vi hører sammen med ham, ikke blot her i livet, men fra evighed til evighed.

Og fordi det er sådan, så skal vi turde give os det liv i vold, som han både skænker os og deler med os.

I det liv kommer vi ikke uden om at gøre hinanden ondt, hvor vi skulle gøre godt. Vi kommer ikke uden om, at løgn og bedrag og svigt af mit medmenneske hører til dagens uorden.

Men den sandhed, som i dette liv skal sætte os fri, det er, at vi ER tilgivet. Han, der er stærk af kærlighed og fuld af sandhed, han har lovet, at vi må lægge alle vore svigt, alle løgnene og selvbedragene, alle de gange, hvor vi stødte andre fra os – alt det må vi lægge fra os og han vil bære det væk for os.

Det er den sandhed, der sætter fri, det er frelsen i dette liv: At vi ikke skal slæbe fortidens dødvægt med os ind i den fremtid, der venter på os. Den fremtid, hvor jeg med løftet hoved og åbent sind skal turde endnu en gang at gå mit medmenneske i møde.

Sandheden om os, den lyder over os ved døbefonten: Se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende – se, jeg rækker dig livets gaver – her er de: syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Amen

Kategorier Ukategoriseret