Udgivet af Anonym, ons d. 29. jan 2014, kl. 15:52

Jeg er vokset op med det billede. Det hang over mine bedsteforældres sofa: Jesus i Båden, der talte til mængden inde på bredden. Det var en broget skare, husker jeg: mænd og kvinder i alle aldre, nogle med et udtryk, som slugte de hvert ord, andre så nærmest ud som om de kedede sig. Atter andre sad og småsnakkede med hende ved siden af – og helt ude i hjørnet sad et par børn og legede.

Det var ganske almindelige hverdagsmennesker, dér på billedet. Furede og vejrbidte mænd. Ganske almindelige mødre med småbørn, der lyttede noget adspredt, unge mennesker, der måske ærligt talt var noget mere optaget af hinanden end af ham, der talte til dem ude fra båden.

Men: rundt om i billedets menneskemylder pludselig et ansigt, der sugede alt til sig, pludselig en krop, der med hele sin koncentrerede anspændthed viste, at alt, hvad der blev sagt, gik lige ind, pludselig en kvinde, der med sine øjne hang ved læben.

Sådan var min barndoms billede simpelthen en illustration af lignelsen. For der har jo været alle slags sind til stede på bredden den dag, ligesom der også er det i dag: Nogle har ikke kunnet lægge hverdagen fra sig, andre er kommet, fordi familien trak dem med, atter andre vil egentlig godt høre, hvad der bliver sagt, men lader sig distrahere af sidemanden. Men rundt om sidder der et menneske, hvor ordet slår rod. Måske ikke for ret længe – måske for livstid. Den, der taler, kan ikke vide det – behøver heller ikke vide det.

Det eneste, der er at gøre for manden dér i båden, det er at tale ud til dem alle om det, han har på hjerte, og så må de ord han taler, flyve hvorhen de vil og falde, hvor de nu bedst kan. Og hos nogle falder de i god jord, ordene – hos andre er det simpelthen spildte Guds ord på Balle Lars.

Så ødsel er Gud. Så ødsel som denne sædemand, som Jesus tegner for vort indre øje, så vi kan se ham for os: Med vældig næve spreder han de gyldne korn, der skal få nyt liv til at spire frem. Og ødselt er det: Overalt, hvor han kan komme til det, lader han kornene hvirvle i luften og falde, hvor de nu bedst kan – ja, det virker næsten som et tilfælde, at noget dog falder et sted, hvor vækstbetingelserne er, som de skal være, for at give udbytte.

Og hvilket udbytte! Heller ikke her er der plads til karrighed. Hundredefold – det er det samme som uendeligt, et sted, hvor det vildeste en bonde kunne håbe på, er ti. Nej, den Gud, der lader det regne over både onde og gode – han kender ikke til mådehold, når han strør velsignelsens ord ud over vore hjerter. For måske er der en enkelt klippespalte, hvor dog et lille korn kan slå rod, måske en enkelt lille plet midt mellem torn og tidsel, hvor dog et gyldent aks af håb kan overleve – måske et enkelt korn ikke blev til føde for de satans fugle på vejen. Og noget falder dog i den gode jord og vokser op og bærer den frugt, der overgår al forstand.

Sådan er billedet, Jesus tegner for os. Men vi har det som de andre disciple. Vi vil ikke lade os nøje med billedet – vi vil forstå. Vi vil have Gud sat på formel. Så er det, det ord falder, der stikker værre end nogen tidsel: "til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de "skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.""
"Dem indenfor" – "dem udenfor". Jeg tror ikke på, at den almægtige Gud deler os op på den måde. Vi er jo alle skabt i Hans billede og hører alle hjemme i Hans kærlighed.

Men det er sådan, at overalt, hvor Gud rundhåndet strør sine guldkorn af tro og håb og kærlighed, der er også noget andet på spil, der vil så tvivl i vores sind. Vi kan gøre os så forhærdede, at Gud taler for døve øren. Det er den vil-døvhed, Jesus her taler om. Den dum-stædige forhærdelse, at vi simpelthen ikke VIL lade det Guds ord spire og gro i os, at vi hører ham til. At vi ikke VIL være den modtagelige grobund for Guds ord, fordi vi bilder os ind, at vi helt af os selv kan få tro og håb og kærlighed til at gro.
Men sådan er det ikke: Gud fortæller os, at tro, håb og kærlighed – det får vi som gaver, som Guds såsæd i vores sind.

Vi kender det fra vores liv med hinanden: Vi kan komme til et menneske med al den kærlighed og glæde, der er i os. Men hvis den anden ikke tror på os eller hvis den anden ikke vil vide af vores kærlighed, så falder al vores kærlighed på stengrund og så kan vi intet gøre, så gerne vi end ville.

Sådan også med Guds kærlighed til os: Gud sår sit nådesord overalt, men han tvinger ikke kærlighedens vækst frem i nogen. For så ville det jo ikke længere være kærlighed, men tvang og voldtægt. Men sædemanden sår ordet, ødselt og ufortrødent.

Med rund hånd strør han sit glædesord ud til os alle. Og noget falder på alfarvej og bliver trampet ned, noget rammer en stengrund i vores sind, hvor ingenting kan gro, noget får sommerforelskelsens korte liv. Men noget falder i frugtbar jord hos os og giver liv og næring til os for altid. Det sker, at troens og håbets og kærlighedens ord finder sin grobund i os.

Vi ved det godt. Der er magt i ord. Ord kan få hjertet til at sprænges af glæde. Og ord kan slå ihjel. Med vores ord kan vi løfte hinanden til Himmerige og sende hinanden ned i det dybeste Helvede. Og fornemmer vi, at ordene er tomme, så mister vi al tillid til den, der taler.

Sådan er det med vores ord – de bliver så tit tomme, fordi vi ikke taler fra hjertet, men har alle mulige andre hensigter: vi bedrager hinanden med ord. Vi lyver. Vi sår tørn og tidsel for hinanden med ord. Vi bruger ordene til at kvæle hinandens liv og håb og glæde. Hver af os har vi ord, vi ville ønske, at vi aldrig havde sagt, og ord, vi aldrig kommer til at tilgive.

Ord er magtfulde. Derfor er det så vigtigt, hvem der står bag ordene. Og lige præcis dér er forskellen på vores ord og Guds ord. For mens vi den ene gang efter den anden tømmer ordene for indhold, fordi vi siger ét, men gør noget andet, så er det stik modsat med Gud: Gud giver indhold til sine ord, fordi han altid står bag dem med hele sit hjerte. Hvor Guds ord lyder, der lader Gud også sin vilje ske. Når Gud siger: Der blive liv – så BLIVER der liv. Når Gud siger: Dine synder er dig forladt – så ER de forladt i samme øjeblik. For Guds ord skaber, hvad det nævner.

Guds ord siger hele vores lille småtskårne virkelighed imod. Al vores dyrekøbte erfaring med de grumsede motiver, der ligger på lur bag ordene. Al vores bitterhed over, at vi ikke kan stole på hinandens ord. For Guds ord kan vi stole på. De er talt af den almægtige Gud selv.

Og det nådesord taler til os, ved Genesaret sø, i Bælum og Solbjerg kirker, taler til hver og en. Og for den, der modtager det med et lydhørt sind og lader det fæste rødder i hjertet, skaber det livet om.

For ordet fra Gud taler til os om håb og tillid og tro. Og at tage Gud på hans nådesord, det er at tro på, at jeg er til for Gud og at det er mig, han taler til. Og det er at tro, at når Gud taler til mig, så er det for, at jeg trygt kan leve ham nær, i tro, håb og kærlighed. Når Gud taler til mig, så er det for at skabe sin virkelighed i mit sind. Tilgivelsens, håbets og glædens virkelighed. Den virkelighed, hvor Gud står bag alle sine ord og giver dem indhold.

For Guds ord er ikke tom tale. Det er det ord, der skaber, hvad det nævner. Det er livsordet, der skaber Himmerige her midt i vores liv, fordi det får os til at folde livet med hinanden ud og lader os bære troens frugter, som er kærlighed til Gud og hinanden. I Hans ord kommer Guds rige til os, men han tvinger ingen til at tage imod det.

Men der hvor kærlighedens ord fæster rod og vokser op, der giver det både 30 og 60 og 100 fold.

Amen

Kategorier Ukategoriseret