Udgivet af Anonym, ons d. 29. jan 2014, kl. 15:53

Som mange af jer ved, var jeg i efteråret på studieophold i Rom. Jeg arbejdede med de allerførste kristne billeder, og dette er et af dem. Det er fra en gravplade i San Callisto-katakomben – en kristen, underjordisk gravplads, grundlagt ca. år 150.
Fisken er et af de ældste, kristne symboler, og det er det netop, fordi det græske ord for fisk: IKTYS er forbogstaverne i en af de ældste bekendelser, vi har: JESUS KRISTUS, GUDS SØN, FRELSER. I denne lille korte form er vores tros hovedindhold koncentreret:
JESUS – det er et ganske almindeligt drengenavn på den tid. Det betyder, at Jesus kom til os som en af vore egne, med et navn som vi andre. At han så at sige blev optaget i folkeregistret med navns nævnelse.
KRISTUS – men dette menneske med et ganske almindeligt, jordisk navn er samtidig den, Gud har udvalgt, salvet, kronet som Himlens konge. For det er, hvad Kristus betyder.
GUDS SØN – det er Guds egen søn, der er kommet til os for at dele livet her på jord med os. M.a.o: Det er ham, som Himlens og jordens skaber har givet "al magt i Himlen og på jorden", sådan som det lyder i kirken, hver gang et menneske bliver døbt.
FRELSER – Guds egen søn er vores redningsmand. Og det er på grund af den redningsdåd, at vi fejrer påske: Vi mindes, hvordan Jesus palmesøndag drog ind i Jerusalem, hyldet som den Messias, den Kristus, der i slægt efter slægt var blevet ventet på.
Vi mindes, hvordan han skærtorsdag, aftenen før tilfangetagelse, lidelse og død, holdt påskemåltid med dem, der fulgtes med ham, og denne aften gav nadverens tegn til alle os, der i dag er hans disciple: Brødet, der nærer os, vinen, rød som blodet, der løfter os.
Vi er med langfredag, da han dør en udstødt og foragtet død, hængt op på et kors. Fordi han hellere vil dø end svigte os og den sandhed og kærlighed fra Gud, han kommer til os med. Og fordi han, der kommer til os som en bror, vil dele hele livet på jord med os. Vi skal dø – derfor er Han også solidarisk med os i dette. For alt hvad et menneske skal igennem her på jord, det prøver Han på sin egen krop.
Og vi er med påskemorgen, da det viser sig, at Gud den almægtige står bag ham med al sin kraft og magt. Denne triumfmorgen, hvor Gud viser, at han er stærkere end døden selv. Den morgen tænder "det levende håb i vore hjerter", som vi også hører om, når vi har dåb. For "Han aldrig hjem til Himlen gik, hvis ikke os han med sig fik" (Salmebogen, nr. 27, v. 6).
Med ønsket om en glædelig påske til jer alle,

Inger Margrethe Andersen.

Kategorier Ukategoriseret