Udgivet fre d. 27. mar 2015, kl. 10:03

Der er blevet talt og skrevet meget om, hvad opstandelse er, i de sidste måneder. Men jeg synes, at meget af det, der er skrevet og sagt, bærer præg af, at man vil forsøge at gøre sig klog på noget, som vi simpelthen ikke kan forklare – og det har vi aldrig i den kristne menighed kunnet. Og jeg tror heller ikke, at det er meningen, at vi SKAL kunne.

Faktisk er det slet ikke tilfældigt, at det var netop kvinder, Gud valgte, skulle være de første opstandelsesvidner. For på den tid var det sådan, at kvinders vidnesbyrd ikke blev regnet for noget. De var verdsligt utroværdige vidner, hvis ord kun havde halv vægt i en retssal. Men lige præcis dem var det, at Gud valgte til at være de første til at fortælle videre, at dødens magt over os er brudt, fordi Guds kærlighed er stærkere end døden. I det hele taget gælder det, at så flimrende evangelierne end taler om, hvad det er kvinderne ser den påskemorgen, så er der ingen tvivl mulig om, at de har oplevet noget, de MÅ videregive, selvom det går imod al deres erfaring, vi den, fornuft. At de har set noget, der unddrager sig tanken, men som er af livsafgørende betydning: Noget, der skal siges, selvom det ikke KAN siges. Noget sært og uforglemmeligt – noget uafviseligt – bryder nøgternhedens overflade for altid. Som Johannes Værge, tidligere præst ved Københavns Domkirke, skriver i sin bog, »Efter døden. En bog om det evige liv«: »Fortællingerne (om opstandelsen) er ... udtryk for, at noget himmelsk lysende så at sige har brudt hul, er brudt ind i vores verden, så vi med vore jordiske tankemønstre har svært ved at få styr på det.«

Så opstandelsen – både Kristi opstandelse og vores opstandelse - er noget, der aldrig kan bevises, men kun tros – og det er noget, vi altid kun kan nærme os ved at tale om det i billeder. Det bliver opstandelsen hverken mindre virkelig eller mindre vigtig af. Som Paulus skriver det i et af sine breve: »Men nu ER Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen!« (1. Korintherbrev, kap. 15, v. 20).

Fra Angelico giver os i det maleri, der illustrerer denne artikel, et sådant billede. Min far, Børge Andersen, rækker os også et, i omstående digt.

 

Med ønsket om en glædelig påske til jer alle!

Inger Margrethe Andersen

Ind i Himlen

Jeg vil danse

ind i himlen.

Med mit nye

herlighedslegeme

vil jeg danse

ind gennem perleporten

og hen over

gaderne af guld.

Jeg vil skrive sange

så dejlige,

så kun engle

kan synge dem.

Men først

vil jeg gå

ned til floden

med livets vand.

Jeg vil sætte mig

under livets træ.

Der vil jeg græde,

så al sorg,

alle skrig

og al pine

forsvinder.

Og Gud selv

vil tørre alle tårer

bort fra mine øjne.

Fra Børge Andersen:

Det, som livet er.

 

Kategorier Ukategoriseret