Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Borgen, ildsjælen og maleren

Dato
Torsdag d. 13. oktober 2022, kl. 19:00
Sted
Bælum Sognegård, Smidievej 1A, 9574 Bælum
Medvirkende
Peter Duetoft
Pris
Gratis

Når man besøger Herregården Odden i Vendsyssel, får man tre historier i én: Historien om en Middelalder Borg, Historien om en ildsjæl og historien om maleren, J.F. Willumsen.

Peter Duetoft er leder af Willumsen-Samlingen på Herregården Odden. Han vil denne aften fortælle om gården, samlingen og maleren. Men han vil også sætte det hele i relief, for Willumsen gennemlevede nogle af de mest udfordrende tider i Danmarks historie.

J.F. Willumsen (1863-1958) var een af pionererne i den kunstneriske side af Det Moderne Gennembrud. Dette tager oftest udgangspunkt i Georg Brandes og litteratur, men på det kunstneriske område skete der et lige så stort opgør med fortidens romantiske strømning. Pludselig kunne nedslidte vaskekoner i Paris eller krigsinvalider også komme med. Willumsen var ikke bevidst provokerende, men emnevalg og facon kunne provokere. Eksempelvis i forbindelse med kvinders placering i samfundet.

Fortælle-arrangementet er således en blanding af historie og kunst. Og der vil blive givet adskillige eksempler på kunstværkerne. Men indimellem vil der også blive plads til et par anekdoter og pudsige situationer, så smilet kommer frem. Hvad enten det bliver gensynets glæde, fordi man har besøgt Odden – eller det bliver en ny opdagelse, vil det blive en god og inspirerende fortælling denne aften.

Der er fri entré.